Endelig fik jeg syet en kjole af en broderi dug. Den har stået på sy-listen siden i sommers, hvor jeg købte en virkelig fin dug i Ebeltoft. Ebeltoft-dugen ligger dog stadig i skuffen, men jeg faldt over en anden vakker dug i den lokale genbrug og den er nu forvandlet til en kjole til husets mindste beboer.

Kjolen har budt på mange udfordringer og det har kostet blod, sved og tårer at få den færdig. Den første udfordring var at klippe dugen så broderiet passede med mønstret. Dugen havde 4 store blomster, flere små blomster og en fin blondekant hele vejen rundt. Valget faldt til sidst på 1 stor blomst på forstykket, 2 små blomster på bagstykket og blondekant på ermene og i bunden af flæsen.

I kampens hede med at få dugen til at passe til mønstret glemte jeg helt at tilpasse mønstret til Alvilde! Kjolen var alt for vid i hals og overdel og lignede nærmest et telt da hun prøvede den på første gang. Kjolen blev derfor lagt i skammekrogen en god uges tid inden jeg havde overskud til at sy den om. Efter en uges tænkepause kom jeg frem til at løsningen måtte være at sætte en elastik i halskanten (noget jeg iøvrigt har gjort på alle de andre kjoler jeg har syet til Alvilde) og sy indsnit i både for-og bagstykke.

Næste gang jeg syr en kjole i barnestørrelse skal jeg huske at tilpasse mønstret så pasformen bliver lidt bedre. Mønsteret er lidt stort i størrelsen (noget Stine også gør opmærksom på når man køber mønstret) og halsen er lidt dyb. Dette har jeg egentlig vist lige fra jeg syede den første kjole, men det er som om jeg glemmer det i begejstringen over at komme i gang med en ny kjole 🙂
Syfakta:
- Opskrift: BørneOverdel fra ATTER wearyourlinen
- Stof: Broderidug til overdelen + sengetøj til flæsen
- Tidsforbrug: en weekend + en uges tænkepause + en fordmiddag til at tilpasse kjolen
- Sværhedsgrad: mellem