Jeg har strikket og hæklet ret mange julegaver i år, som jeg af naturlige årsager ikke har kunne vise frem på bloggen før nu. I de kommende dage vil jeg derfor opdatere bloggen med nogle af de julegaver jeg har lavet i år. Først ud er julegaven til mor: en strikket Zombie.
Årets julegaveønske fra mor var “den zombie som minder mest om mig”. Zombien er derfor opkaldt efter mor; Fru Henriksen. Zombie-mor er strikket efter samme opskrift som Miss Zombie. Opskriften er detaljeret og relativt nem at følge. Igen var udfordringen at sy de mange dele sammen, samt at dekorere zombien til sidst. Det var meningen, at zombien skulle have langt hår, men efter x antal mislykkede forsøg på at sætte håret, opgav jeg det og strikkede en hat. Fru Henriksen har nogle sjove detaljer, blandt andet kan hjertet tages ud og hovedet og ermene kan tages af.
Zombierne er vildt sjove når alle de små detaljer er på plads, men arbjedet er meget tidskrævende og i nogle tilfælde ret irriterende. Med mindre nogle har et meget højt ønske om en strikket zombie, så tror jeg nok dette er den sidste zombie jeg har strikket.