Jeg har efterhånden syet rigtig meget i brugt sengetøjstof, og jeg elsker det! Men for nylig følte jeg, at det var tid til at udfordre mig selv lidt på sy-fronten, så jeg gik på jagt på DBA og indkøbte en hel masse strækstof og ribkanter. Og hold da op, hvor er jeg positivt overrasket over, hvor sjovt det er at sy i strækstof!
Det tog mig lige nogle timer og mange prøvelapper, før jeg fandt de helt rigtige indstillinger, men da indstillingerne var på plads (og dokumenteret) fik jeg på kort tid syet flere sweatere i både store og små størrelser. Jeg har også syet et par tights til min datter, Alvilde.

Og må jeg bare sige, at et par tights er noget af det nemmeste, man kan sy! Der skal kun klippes to stykker stof, sys ca. 5 sømmer og indsættes en elastik i livet, og vupti, så har du syet din helt egen tights! Desværre går jeg ikke selv med tights og det gør datteren egentlig hellere ikke, men denne har hun allerede brugt masser af gange og hun er super glad for den.
Syfakta:
- Mønster: “Gamacher” fra bogen Børnetøj af Sabine Lemire
- Størrelse: 8 år
- Stof: Jerseystof fra DBA
- Tidsforbrug: et par timer
- Sværhedsgrad: meget nem
One thought on “Strækstof-fest”