Da jeg gik på barsel fik jeg, blandt andet, en super sød bog af mine kollegaer. Bogen hedder Hæklede Dyr og er skrevet af Maja Hansen. Den indeholder opskrifter på 14 forskellige hæklede dyr, baseret på den japanske stil amigurumi. Jeg har hæklet 4 af de små dyr og tanken er, at de skal blive til en barnevognskæde.
Bogen er den første af i alt tre bøger Maja har udgivet om hæklede dyr. Besøg Majas blog, hvis du vil læse mere om bøgerne og se billeder af de mange skønne, små dyr.
Jeg har brugt garnet Baby Eco Uld fra Marks and Kattens og hæklenål nr. 3.0. Dyrene er fyldt med uld fra Panduro. Du kan selvfølgelig bruge noget andet garn og der skal ikke bruges ret meget til hvert dyr, så det kan også være et fint restegarnsprojekt.
Det er super sjovt at hækle dyrene og fremgangsmåden er ret simpel. Når du først har hæklet et par stykker går det også relativt hurtigt. Der er selvfølgelig en del monteringsarbejde og det tager lidt tid at sy delene sammen og klippe og lime øjne på, men det er det hele værd når de små dyr kigger på en med sine store øjne. Nu glæder jeg mig til at få sat det hele sammen til en sød barnevognskæde.
Nå, hvor er de søde! Dem må jeg også se at få lavet nogen af. 🙂
Tak 🙂 Jeg er også ret vild med dem.
God fornøjelse med hæklingen!
/Strikzilla